Det følgende er fra afdøde Mr. Nishibe Susumus bog “The Mass Media Will Kill the Nation.”
Alle japanske statsborgere, der kan læse det trykte ord, skal nu tage til deres nærmeste boghandel for at abonnere.
Resten af ​​verden vil vide fra min oversættelse, at det samme er tilfældet med massemedierne i dit land.
Hvorfor gentog massemediernes ekstraordinære spree mange gange?
Uden for pressens styrespræng ville det være uundgåeligt for folket at følge det, hvis det skete for første gang.
Men hvis jeg forsøger at spore Japans moderne historie lidt, så er massemediernes spræl og sprejen om, at alle er rådvilde over, hvad der var besværet på ingen tid, blevet rejst flere gange.
For eksempel, i tilfældet med Manchuriet, sendte den enhver avis hurra til den japanske hærs fremrykning.
Jeg er ikke en “anti-krigs”-ist eller “anti-militær” ist, så jeg vil generelt ikke kalde krigen for ond, men der er ingen tvivl om, at massemedierne opfordrede til krig alligevel.
Eller da Saito Takao holdt en hærens udrensningstale isoleret og uden støtte, fik medierne ham til at gå ud af parlamentet og lave larm med soldaterne.
Selv et overfladisk blik på førkrigshistorien får således ikke en til at tro, at krigen var forårsaget af nogle få militærmænds arrogance eller tricks.
Der er talrige sager, hvor massekommunikation spiller en afgørende rolle som en tilskyndende krigsgruppe, og de liberale, der er imod den, bliver begravet i masselynch efter hinanden.
Det er medierne næsten helt stille om.
Det er ikke en undtagelse efter krigen.
For at tage mig selv som eksempel, gik jeg til retten, som også blev fanget af politiet som den yngste leder blandt venstreekstremister mod revisionen af ​​1960 Japan-USA-sikkerhedstraktaten i en alder af tyve. Det var.
Senere, ved at tænke og dømme selv, konkluderede jeg, at denne revision af den japansk-amerikanske sikkerhedstraktat var berettiget fra Japans synspunkt, og der var ingen begrundelse for venstrefløjens teorier eller handlinger.
Det sagde jeg også i en sætning.
Massemedierne udviklede i øvrigt også en kritikkampagne mod sikkerhed i 60 år.
Men selv efter den historiske evaluering af, at den 60-årige sikkerhed havde været ret gavnlig for den japanske nation, og det japanske folk blev etableret i det japanske samfund, ville medierne reflektere over deres tale og adfærd. Det er ikke.
Det er for meget at tælle overrapportering eller forvrænget medierapportering efter krigen.
Det er der også mange bøger, der kritiserer.
For eksempel ser det ud til, at den såkaldte Nanjing-massakresag, hvor den japanske hær slagtede 300.000 kinesere, er en forfalskning; det er muligt at benægte længere end det i det mindste er stærkt.
Nogle fremtrædende aviser har dog ført kampagne for at kritisere ‘massakren’, men de er ikke klare over deres overrapportering.
De vil ikke engang gøre det til genstand for debat.
I nyere eksempler er såkaldte lærebogsproblemer også reelle. For eksempel rapporterede medierne, at den japanske lærebog ‘Invasion’ blev omskrevet som ‘fremskridt’.
Det fik Kinas regering til at kritisere Japan, og det undskyldte den japanske minister for.
Kort efter viste det sig, at der ikke var noget faktum, at “invasion” blev omskrevet til “fremrykning”, da vi granskede det.
Ikke desto mindre indrømmer massemedierne ikke deres misinformation bortset fra nogle aviser.
Desuden lavede massemedierne en stor larm, men da lyden var overstået, stod det klart, at det kun var en amok, og de fandt også ud af, at der var tale om en amok inklusive informationsfabrikation.
Synden, der indikerede japansk kulturel regression.
Hvorfor husker japanerne det ikke præcist?
Hvorfor husker du ikke mediernes tvivlsomme historie?
Selvom vi lider af denne form for kulturel hukommelsestab, kan vi ikke sige, at det er ankomsten af ​​det avancerede informationssamfund.
For det er ikke kun information, men information, herunder værdi og mening, er essentiel.
Information, der ikke indeholder betydning eller værdi, er blot et symbol.
Og for at vide, hvad betydningen og værdien af ​​information er, er vi nødt til at foretage en vurdering i lyset af deres akkumulering i fortiden.
Information, der ikke indeholder mening eller værdi, er blot et symbol.
Da vi er i en tilstand af ekstrem amnesi om fortiden, forventer vi kun et såkaldt symbolsk stimuleringsmoment, hvor information, der passerer forbi, er nært forestående eller spændende.
Et symbol er en kode uden betydning, og det er en robot, ikke et menneske, der reagerer på sådan noget.
Det moderne samfund har en opfattelse, som om det var trådt ind i æraen med “herredømme af et tegn” eller “semi-okrati.”
Det siges ikke kun i Japan, men også i det vestlige samfund.
Betydninger og værdier skyllet væk, og kun symboler, der bærer nogle få definitioner og fordele, sidder fast i vores sind.
Halvdemokratiets æra er virkelig på vej.
Men vi er ikke parate til at forpligte os til semi-okrati.
Hvis du forberedte dig på det, hvorfor flyttede du så rundt om betydningen og værdien af ​​barndommen af ​​den dimension, der blev udvekslet i folkeskolens hjemmeværelse, såsom ‘eas’y profit not forgiven,’ vedrørende Recruit-arrangementet? Hm?
Hvis det var umuligt at komme ud af alderen med ‘Domination by sign’, ville det have været en mere teknisk og smartere måde at udtrykke tingene på, for eksempel ved at bruge sofistikeret parodi.
Den udtryksevne har vi.
Men det gjorde vi ikke.
Vi forsøgte kun at sige, at det er et semi-okrati, og det er ikke muligt at adskille fra dimensionen af ​​betydning og univers af en faktisk værdi.
Alligevel forsømte vi vores bestræbelser på at opdage og opfinde mening og værdi i vores sind.
Så de bragte et gammelt bånd af en gammel kiste og gik tilbage i en barnlig betydning og værdi som “vi tillader ikke en let fortjeneste.”
I den forstand var Recruit-sagen en stor og sjov begivenhed, der tydeligt viser os japanernes kulturelle tilbagegang.
I udtryksaktiviteten bliver betydningen og værdien dårligere, efterhånden som tegn og symbols rolle øges. Endelig skriges efterkrigstidens demokratiske floskler, antimagten, mens man ved, at det er et blankt ord.
Dette afsnit fortsætter.