Følgende er et kapitel, som var blandt de ti mest søgte i går morges.

I Japan er han fortaler for denuklearisering, mens han i Sydkorea roser atomkraft. Er det ikke indbegrebet af dobbeltmoral?

17. april 2018

Det følgende er et kapitel, som jeg sendte ud fra min hospitalsstue, mens jeg var indlagt i syv måneder med en alvorlig sygdom, hvor jeg fik at vide, at jeg havde 25 % chance for at overleve.

I originalen stod mit daværende pseudonym. Men dette pseudonym, som jeg havde en dyb følelsesmæssig tilknytning til, blev brugt af en kriminel med DNA fra en nation fuld af »ubegribelig ondskab« og »plausible løgne«. Denne person oprettede en blog med et brugernavn, hvor der var indsat et »+« mellem delene af mit pseudonym.

På steder som de tyrkiske badehuse i Ogoto, Shiga Prefecture, og voksenunderholdningsbutikker i Gotanda blev mit pseudonym desuden efterlignet.

Jeg var fyldt med sydende vrede, men jeg besluttede, at nok var nok, og ændrede mit pennenavn til mit andet: Nara Haruo.

Som du kan se på den engelske version af min officielle hjemmeside, bruger jeg nu mit rigtige navn.

I det afsnit, hvor jeg oprindeligt brugte det første pseudonym, skriver jeg nu blot »I«.

På det tidspunkt var der et par medarbejdere i min virksomhed, som var fortrolige med pc-drift og internettet. De bad gentagne gange om undersøgelser og rettelser fra Twitter, Facebook og Google.

Da jeg blev udskrevet fra hospitalet, bad jeg en advokat, som jeg havde rådført mig med, om at sende en formel anmodning om rettelse til en af de førnævnte virksomheder.

Men alt blev ignoreret.

Derfor kunne jeg ikke længere tolerere de igangværende kriminelle handlinger med indblanding i søgninger og manipulation af adgangsanalyser, og jeg besluttede at lægge sag an mod de tre virksomheder og de kriminelle – fire parter i alt.

Men for at vinde en sådan retssag ville jeg være nødt til at hyre et superhøjt profileret advokatfirma.

Det ville sandsynligvis koste mere end 10 millioner yen.

Der var intet andet valg end at prøve crowdfunding.

Så jeg fik et produktionsselskab til at lave min officielle hjemmeside.

Hvad angår crowdfunding-delen, var det op til mig.

I sidste ende kunne jeg ikke færdiggøre crowdfunding-fanen, og indsatsen forblev ufærdig.

Siden 1. juni 2011 har denne klumme været mål for en ufattelig kriminel adfærd på Googles søgesider.

De kriminelle oprettede langt over hundrede forskellige handles på forskellige platforme for at udføre disse angreb.

De oprettede blogs fulde af utålelig ærekrænkelse og modbydelig bagvaskelse og vedhæftede min »Turntable of Civilization«-blog til dem uden tilladelse i et forsøg på at manipulere søgeresultaterne – en taktik kendt som »negativ SEO«, som er en forbrydelse i sig selv.

På et tidspunkt havde denne klumme over 20 millioner søgehits med resultater, der strakte sig fra side 1 til over side 70 på tværs af forskellige sprog.

De mest populære kapitler blev ikke kun vist på japansk, men på mange sprog, sorteret efter indholdets popularitet.

Så en dag faldt antallet af søgehits pludselig til mindre end en procent, og de første ti sider med søgeresultater var fyldt med bagvaskende og modbydelige blogs oprettet af denne forbryder.

Efter min udskrivning sagde den advokat, jeg konsulterede, straks, at det helt klart var kriminelt – hindring af forretning, ærekrænkelse og falske anklager.

På grund af omkostningerne udarbejdede han kun klagen til mig og rådede mig til personligt at sende den til politiet og selv rejse tiltale.

Han sagde: »Du kan selv gøre det.«

Vicechefen for den lokale politistation klagede over manglen på personale med kendskab til internettet og endda over manglen på pc’er.

Heldigvis var der en ung betjent, som var fortrolig med internettet og pc’er, og takket være ham blev der indledt en formel efterforskning.

På det tidspunkt var forbryderen lige blevet anholdt for at have underslået et stort beløb fra en bestemt bank og var enten lige ved at blive fængslet eller var det allerede. Jeg tror, at vidneudsagnet blev optaget i fængslet eller et lignende sted. Personen indrømmede alle sine handlinger.

Det tog næsten tre år, fra jeg indgav klagen, til sagen endelig nåede frem til anklagemyndigheden i Osaka-distriktet. Som jeg tidligere har sagt, rejste de ikke tiltale.

På det tidspunkt fortrød jeg virkelig, at jeg havde levet i anonymitet.

Det følgende er det kapitel, jeg skrev fra min hospitalsstue:

Tidligere så jeg nyhederne på TV Asahi…

20. juni 2011, 18:53:57 (Æresbetegnelser udeladt i teksten)

Den 20. juni udtalte Masayoshi Son under sin hovedtale på »Global Green Growth Summit« på Lotte Hotel i Seoul: »Japan er en kriminel nation.«

Og det i Sydkorea – et land, der selv efter Fukushima har besluttet at fortsætte både sin indenlandske atompolitik og eksporten af atomkraft.

I det øjeblik følte jeg den samme overvældende fortælling, som lagde sig over Japan umiddelbart efter krigen.

»Til det japanske folk: En nation uden stolthed vil gå til grunde« – Naoki Komuro.

Masayoshi Son, du bør læse denne bog med det samme.

Samtidig bør enhver premierminister, der så let lader sig påvirke af den slags retorik, straks fjernes fra sit embede.

Der er ingen tid at spilde. Disse mennesker er uden tvivl nogle af de største forrædere i Japans historie.

Følgende er fra side 202 i den bog, der blev introduceret i det foregående kapitel, »The Traitor Bureaucrats«:

Anti-atomkraftgrupper, koreanske virksomheder og SoftBank

Hvis skaderne fra jordskælvet og tsunamien var »uden fortilfælde«, så var omfanget af genopretningsbudgettet også uden fortilfælde. Med både den offentlige og den private sektor involveret i genopbygningsprojekter blev »Renewable Energy Foundation« også etableret. Ifølge fondens hjemmeside var dens mål at skabe et samfund, der går i retning af vedvarende energi – men hvad er det egentlig for en organisation? Når vi ser på listen over bestyrelsesmedlemmer på hjemmesiden, finder vi navnene på SoftBank Groups Masayoshi Son og musikeren Ryuichi Sakamoto. Efter jordskælvet, under Global Green Growth Summit i Seoul, blev Masayoshi Son, der erklærede, at »Japan er blevet en kriminel nation«, repræsentant for denne fond, og Ryuichi Sakamoto, der som bekendt sagde »It’s just electricity« ved et anti-atomkraftmøde, sad også i bestyrelsen.

Formand/grundlægger: Masayoshi Son, CEO for SoftBank Corp.

Medlem af rådet: Ryuichi Sakamoto, repræsentant for More Trees (fra Renewable Energy Foundations hjemmeside)

Det er almindeligt kendt, at Ryuichi Sakamoto var involveret i antiatomkraftbevægelser. Det siges, at Son, som udnævnte Sakamoto, også havde en stærk overbevisning om denuklearisering. Hans kommentar om, at Japan er en »kriminel nation«, stammer sandsynligvis fra denne overbevisning. Men var Sons antiatomare holdning virkelig baseret på overbevisning alene? Samtidig med at han kaldte Japan for en kriminel nation, roste han Sydkoreas atomkraftværker for at være sikre. På det samme topmøde i Seoul undskyldte Son, at Japans atomulykke havde skabt problemer for nabolandene, og kom med sin nu berygtede bemærkning. Under dette besøg i Korea aflagde han også et høflighedsbesøg hos præsident Lee Myung-bak. Det var på dette møde, at Son efter sigende sagde: »Denuklearisering er et spørgsmål for Japan. Sydkoreas atomkraft er højt vurderet.« I Japan går han ind for denuklearisering, men i Sydkorea roser han atomkraft. Er det ikke selve definitionen på dobbeltmoral?

(Fra magasinet »FLASH«, 4. august 2011)

Fortsættelse følger

På det tidspunkt opmuntrede Japans feed-in-tarif for elektricitet – som anses for at være ekstraordinært generøs selv efter globale standarder – koreansk tilknyttede virksomheder til at gå ind i solenergibranchen.

17. april 2018, 17:11:23 | Dagbog

Det følgende er en fortsættelse af det forrige kapitel:

Bag disse tilsyneladende selvmodsigende bemærkninger fra Masayoshi Son ligger en klog forretningsstrategi. Kazuki Fujisawa, en finanshandler med mange fans online for sine energipolitiske diskussioner, påpegede det i samme artikel: »SoftBank er begyndt at flytte sine energikrævende dataservere til Korea, og det afslører Sons egentlige hensigt. Ved at stoppe atomkraft vil elpriserne i Japan stige markant. Son lobbyede premierminister Kan til at fremsætte et lovforslag om fuld tilbagekøb af solenergi, hvilket yderligere driver elomkostningerne op. I mellemtiden flytter han faciliteter til Korea, hvor elektriciteten er billigere. Han køber billig elektricitet i Korea og får tilskud til vedvarende energi i Japan. Det er en meget smart strategi.«

Solenergiforretningen og koreanske virksomheder

I forbindelse med lanceringen af sin solenergivirksomhed købte SoftBank et stort antal solpaneler fra Korea. Den 3. meddelte Hanwha SolarOne, som driver solcellevirksomhed for Hanwha Group – et af Sydkoreas største konglomerater – at det var blevet valgt af SoftBanks afdeling for vedvarende energi, SB Energy, som leverandør af solcellemoduler. SB Energy planlagde at bygge to solkraftværker i Tokushima Prefecture og levere i alt 5.600 kilowatt solcellemoduler. Anlæggene med en kapacitet på 2.800 kilowatt hver skulle efter planen bygges i juli på land nær Tokushima lufthavn og i Akaishi-området i Komatsushima havn. Hvis formålet er genopretning efter en katastrofe, burde udstyret have været købt fra indenlandske virksomheder. Hvis entreprenørerne til disse vigtige genopretningsprojekter er koreanske virksomheder, bliver fordelene for Japans hjemmemarked meget mindre. Ikke desto mindre endte ikke kun SoftBanks solenergiprojekter, men hele satsningen på vedvarende energi med at gavne koreansk tilknyttede virksomheder. Japans usædvanligt generøse feed-in-takster for elektricitet, som på det tidspunkt siges at være blandt de højeste i verden, tilskyndede koreanske virksomheder til at gå aggressivt ind på solenergimarkedet. Som læserne måske husker, havde jeg på det tidspunkt forudsagt, at Masayoshi Son aldrig ville købe solpaneler fra japanske virksomheder – at han i stedet ville vælge kinesiske eller koreanske produkter. Det viser sig, at min forudsigelse endnu en gang var 100 % korrekt.

(Fortsættelse følger.)

I en tid med national modgang gav det Demokratiske Partis regering og SoftBank en forretningsmulighed til koreanske virksomheder. Hvad tænkte de egentlig på?

17. april 2018, 17:28:27 | Dagbog

Det følgende er en fortsættelse af det forrige kapitel.

En koreansk virksomhed inden for vedvarende energi overvejede angiveligt at opføre et megasolkraftværk i den sydlige del af Wakayama-præfekturet. Den 11. april besøgte repræsentanterne ubrugte rismarker i de bjergrige områder i Tanabe City for at inspicere dem. »Hvis forholdene er gunstige, vil vi gerne gå i gang inden for regnskabsåret,« sagde en talsmand og viste en stærk vilje til at realisere projektet i Kinan-regionen.

Et »megasolcelleanlæg« er et stort solenergianlæg, der producerer over 1 megawatt (1.000 kilowatt) elektricitet. Fra juli 2012 begyndte den japanske regering at implementere et system, der kræver, at elselskaberne køber elektricitet fra vedvarende energikilder som sol og vind.

(Kilde: Kii Minpo, 12. oktober 2012)

For Korea Electric Power Corporation, som havde oplevet et stagnerende salg af elektricitet på hjemmemarkedet, ville dette være deres første oversøiske solkraftværk. Al den producerede elektricitet skulle sælges til Hokkaido Electric Power Company. Kang Seok-han, direktør for opførelsen af Chitose Solar Power Plant, kommenterede: »Dette projekt vil fungere som en lakmusprøve for udvidelsen af vores solenergivirksomhed i udlandet. Vi sigter mod at indarbejde Japans avancerede teknologi og gøre god brug af den.«

(Kilde: NHK News, 4. juli 2012)

Det vigtigste ved dette system er, at elselskaberne er forpligtet til at købe elektricitet, der er produceret af elproducenter, og at de dermed forbundne omkostninger sendes videre til forbrugerne via deres elregninger. Med andre ord ender offentligheden med at betale – indirekte, men uundgåeligt – for den strøm, der produceres af disse udviklere.

Dette system favoriserer i overvældende grad elproducenterne. Som følge heraf begyndte koreansk tilknyttede virksomheder, der deltog i solenergiprojekter, at modtage betalinger fra den japanske offentlighed, uden at de fleste borgere var klar over det. Selv om købspriserne er blevet nedjusteret, eksisterer systemet stadig:

Finansåret 2012: 40 yen + skat pr. kWh for over 10 kW, købsperiode 20 år

Regnskabsår 2013: 36 yen + skat

Regnskabsår 2014: 32 yen + skat

Regnskabsår 2015: 29 yen + skat

Regnskabsår 2016: 29 yen + skat

(For installationer under 10KW henvises til de relevante publikationer).

(Kilde: »Nattoku! Renewable Energy,« Agency for Natural Resources and Energy, Ministry of Economy, Trade and Industry)

Projekter relateret til infrastruktur som elektricitet bør ikke kun opfylde offentlige behov, men også ses i lyset af nationale aktiver – derfor bør fordelene ved dem ideelt set bevares på hjemmemarkedet. Som et principielt spørgsmål bør deltagelse i sådanne projekter begrænses til indenlandske virksomheder. Og alligevel, i en tid med nationale vanskeligheder, gav det demokratiske partis regering og SoftBank koreanske virksomheder en gylden mulighed. Hvad i alverden tænkte de på? Af hensyn til fremtidige generationer må vi undersøge deres handlinger grundigt, dokumentere fakta og sikre, at vi husker det.

(Fortsættes.)

Den rene inkompetence og tåbelighed hos den daværende regering fra Det Demokratiske Parti, hos Masayoshi Son og hos mainstream-medier som Asahi Shimbun og NHK-…

17. april 2018

Dette er en fortsættelse af det forrige kapitel.

Sydkorea bejler til japanske virksomheder, der lider under elmangel

Efter jordskælvet i 2011 begyndte Japan at lide under en kronisk mangel på elektricitet, og elpriserne steg voldsomt. Elkrisen blev endnu et slag mod japanske virksomheder, som allerede var ramt af den langvarige recession under Det Demokratiske Partis regering. For mange virksomheder var situationen kritisk – nogle kunne ligefrem kalde det et dødsstød.

I betragtning af omstændighederne blev det eneste logiske valg for nogle virksomhedsledere at søge muligheder i udlandet. Men denne udvandring betød også et skrumpende hjemmemarked og yderligere ustabilitet i japansk beskæftigelse og levebrød. I dette miljø så Sydkorea en mulighed i Japans strømkrise og lancerede en aggressiv kampagne for at tiltrække japanske virksomheder.

»Vi har ikke haft andet valg end at flytte vores aktiviteter til udlandet. Det er den slags skift, jordskælvet udløste. Vi må undgå et scenarie, hvor vi ikke kan fremstille noget, fordi der ikke er nogen strøm. Det ville være et spørgsmål om liv eller død for virksomhederne.«

-Masamichi Okada, formand for JX Nippon Mining & Metals

Sydkorea tog sigte på de japanske virksomheder, der kæmper, og promoverede kraftigt sine incitamenter. I sidste uge ankom en japansk virksomhedsdelegation til Gunsan Station, to timer syd for Seoul. Sydkorea havde skabt et stort indvundet landområde kendt som Saemangeum og udnævnt det til en særlig økonomisk zone. For at lokke japanske virksomheder til tilbød de generøse incitamenter som f.eks. fem års fritagelse for selskabs- og toldskatter.

»Udgifterne til elektricitet er en stor bekymring for virksomhederne. Hvis vi skal til udlandet, er Sydkorea vores topkandidat.«

-Chiken Kanzan, Ajinomoto Korea

»De planlagde oprindeligt at bruge området til landbrug, men ændrede det til en fri økonomisk zone. Omfanget af indsatsen er imponerende.«

-Koji Iwatsuki, Tokio Marine & Nichido Fire Insurance

»Elektricitetsmangel er ikke et problem i Sydkorea. Desuden ligger denne region kun 600 km fra Kinas Shandong-halvø, hvilket gør den fordelagtig for handel med Kina.«

-Lee Myung-ro, direktør for Saemangeum Gunsan Free Economic Zone Authority

(Kilde: TBS News, 20. juli 2011)

Koreansk tilknyttede virksomheder gik ind på Japans solenergimarked, og japanske virksomheder, der led af strømmangel, blev aktivt lokket til Sydkorea. I mellemtiden blev japanske borgere tvunget til at købe dyr elektricitet fra koreanske strømudbydere og så de indenlandske beskæftigelsesmuligheder falde, da virksomheder flyttede til udlandet.

(Fortsættes.)

Jeg er helt sikkert ikke den eneste, der føler en dyb, visceral vrede efter at have læst dette kapitel. Medmindre vi hæver stemmen, som Nobunaga selv måske engang gjorde, og fejer folk som den daværende regering fra Det Demokratiske Parti, Masayoshi Son og medier som Asahi Shimbun og NHK væk, vil Japan ikke overleve.